Viser de nyeste 30 af 33 indlæg fra 10/01/2008 - 11/01/2008. Vis ældre indlæg
Viser de nyeste 30 af 33 indlæg fra 10/01/2008 - 11/01/2008. Vis ældre indlæg

31 oktober, 2008

The Guardian tilbyder artikler i fuld længde i RSS feeds


Google Reader blog skriver, at den britiske avis The Guardian, som den første store avis i verden, tilbyder artikler i fuld længde i RSS feeds. Det er kærkommen løsning, som vi medieforbrugere har ventet alt for længe på, og en løsning som sikkert giver The Guardian en gang goodwill.

Scot Karo fra Publishing 2.0 skriver, at det er et initiativ, som andre aviser bør følge:

Alle andre store medier bruger RSS på en måde, hvor modtageren af feedet bliver præsenteret for et lille uddrag af teksten. Vil man læse mere, skal man klikke på teksten, og så bliver man linket videre til afsenderens hjemmeside for at læse hele artiklen.

Hvorfor? For at mediehuset kan eksponere dig for reklamer.

Hvad er problemet med det? Det er, at det underminerer hele formålet med RSS.

Formålet med RSS-læsere er, at man kan læse indhold fra adskillige hjemmesider ét sted, uden at skulle besøge alle afsendersiderne. Men med alle de feeds man har, hvor man skal klikke sig videre for at læse indholdet, så går der alt for meget tid med at klikke sig videre til andre sider, hvilket er irriterende!

Og det er derfor, at mange RSS-brugere ikke gider abonnere på feeds, der kun giver dele af indholdet.

Det er underligt, at RSS-feeds ikke er blevet mainstream endnu, og at relativt få personer bruger programmer som Google Reader. Mange netbrugere er konservative og besøger de samme sektioner på de samme sider dag ud og dag ind. Derfor er der ingen grund til at surfe rundt mellem dem, når man kan samle indholdet ét sted.
Et af de største problemer er netop, at mediehuse kun vil lade folk læse fulde artikler på deres respektive hjemmesider, og derfor bruger RSS-feeds som teasere. Når mediehusene indser, at det er ris til egen røv at bestemme, hvor deres indhold skal læses, så vil vi se en opblomstring i brugen af RSS.



3D indhold i 2D magasiner og bøger

Bøger, aviser og magasiner bliver for alvor vækket til live de kommende år. Der vil stadig være tekst og billeder, men billederne bliver levende. Det har der allerede været flere eksempler på her på bloggen. ArsEdition har udgivet bogen Aliens & Ufos, hvor man kan se billederne i bogen i 3-D. Teknologien er leveret af Metaio, der er arbejder med Augmented Reality.

Når man køber bogen, følger der et stykke software med. Når det er downloadet, sætter man sig til rette foran sin Windows-baserede PC, og holder bogen op foran et webkamera. På skærmen vises billederne, der i bogen er 2-D, så i 3-D.
Softwaren er billedbehandlingssoftware, der genkender billederne i bogen, og så real time genererer 3-D modeller af dem. Bevæger man bogen foran kameraet, tilpasses billedet på skærmen magasinets position i forhold til webkameraet.

Metaios teknologi vil ikke komme bogelskere til gode det første lange stykke tid. Aliens & Ufos er den eneste bog, de bidrager til i længere tid. Metaios regner med at bruge yderligere fem år på at udvikle teknologien, før den for alvor er parat til markedet.
Metaio regner med, at det først og fremmest er inden for designverdenen, at man vil tage teknologien til sig som et præsentationsværktøj.

Anlægger man en endnu længere tidshorisont, så skal teknologien kunne genkende produkter i blade og magasiner, som det ikke er præprogrammeret til at kende. Det vil sige, at man kan holde et hvilket som helst magasin eller bog op foran kameraet og få vist 3-D modeller af billederne.

30 oktober, 2008

Den lyseblå avis

Gratis – ja tak! Reklamer – nej tak! Det er filosofien bag et nyt dansk website, hvor brugerne kan sælge og købe brugte varer. Her er ingen forstyrrende reklamer, det er gratis at oprette annoncer og der tages ikke kommission af salget.

Den nye side har valgt det ikke så lidt frække og mærkeligt bekendte navn Den Lyseblå Avis. Så må vi se hvor længe de får lov at hedde det, inden eBay og/eller Den Blå Avis blander sig.


Stifteren bag siden udtaler:


Drømmen er…en komplet database over alle produkter, brugte som nye, der ønskes solgt eller købt, og alle – også virksomheder og forretninger – kan benytte det gratis.
Så skal du bruge en hest, et job, noget babytøj, eller måske sælge din pneumatiske obduktionskompressor så kig forbi.

Siden er noget skrabet, og der er endnu ikke mange produkter til salg. Men ideen er god og gimmicken flabet, så mon ikke vi skal forvente at høre mere til Den Lyseblå Avis i den nærmeste fremtid.

Fremtidens landbrug er en skyskraber i bymidten

Will Allen er leder af Growing Power, der er en organisation baseret i Milwaukee, Wisconsin. Growing Powers mission er at gøre det enklere for folk i byerne at købe og dyrke sunde fødevarer. Growing Power underviser i, hvordan man i byen dyrker råvarer, hvordan man skaber en sund jordbund og hvordan man genererer grøn energi.

Ifølge Allen vil en stor procentdel af de næste generationers landmænd vokse op i byen og dyrke deres råvarer her. Det vil højne kvaliteten fødevarer, der er tilgængelige i byen, og dermed reducere forekomsten af food deserts (områder med begrænset adgang til sunde råvarer og sunde færdige måltider).
Det betyder også, at byboere skal have forstå værdien af landbrug, da man i fremtiden skal afsætte attraktive centrale eller bynære arealer til landbrug.
Allen vandt for nylig MacArthur genius grant for hans banebrydende by-produktionsmetoder. Se et interview med Will Allen her:

I fremtiden kan det blive nødvendigt med landbrug i byen. FN anslår, at befolkningstallet i 2050 er på 9,2 mia. mennesker, hvilket betyder mindre jord til at dyrke afgrøder på. Da det er vanskeligt at bekæmpe befolkningstilvæksten, må man tænke i alternative måder at drive landbrug på, og alternativet kan meget vel blive
vertical farming, hvor bondegården og markerne flytter ind i skyskrabere.

Vertical farms er ret beset ikke andet end gigantiske væksthuse, der optager mindre areal end et klassik væksthus. Klimaet er konstant og det kan kontrolleres, så man kan dyrke en masse forskellige afgrøder i de vertikale væksthuse.

En miljømæssig fordel ved vertical farms er, at man reducerer miljøbelastningen, der er forbundet med transport. Centralt beliggende væksthuse betyder, at der ikke er langt fra produktionsfaciliteterne til butikkerne, og dermed spares der adskillige transportkilometer. Måske det endda bliver populært med familieudflugter til farmene, hvor man plukker og høster sine egne frugter og grøntsager?

I Las Vegas (af alle steder) er man klar, og her står det den første vertikale farm efter planen klar i år 2010. Farmen er 30 etager høj, der skal dyrkes over 100 forskellige afgrøder, og man forventer at farmen kan brødføde ca. 72.000 mennesker.
Her nogle bud på urban farming-projektor:






Politisk de javu

Kender du også fornemmelsen af, at den politiske debat op til valgkampe mere handler om, at kandidaterne konsoliderer deres pointer end at de lytter efter, hvad modparten siger, og tillader sig at blive klogere? Og at debatten på den baggrund ikke rigtig flytter sig ud af stedet?

Den fornemmelse må de amerikanske vælger også side tilbage med nu. Se blot denne video, hvor man har klippet de tre debatter mellem McCain og Obama oven i hinanden. Der er ikke meget nyt under solen:



29 oktober, 2008

Office går Google Docs i bedene

Da Microsoft udgav Office 2007, var det den 12 udgave af Office, der kom på markedet. Microsoft har siddet (og sidder) tungt på tronen, når det gælder om at levere tekstbehandlingsløsninger, men er blevet udfordret af blandt andet Open Office, der er gratis, og også af Google Docs, der er Googles pendant til Office.

En af fordelene ved Google Docs er, at man arbejder i det på nettet. Dermed kan flere personer redigere i det samme dokument, og så slipper man for at maile tilrettede versioner af dokumenter frem og tilbage.


Den løsning kan man se fordelene i hos Microsoft, så når Office 14 lanceres (Office 13 er blevet droppet på grund af overtro!), kommer der også en netbaseret version.
Den netbaserede version kommer med færre funktionaliteter end den fulde version, der kører fra styresystemet som det kendes i dag, men vil dog leve op til de fleste brugeres krav.

Det ventes at Microsoft Office 14 lanceres samtidigt med Windows 7, hvilket vil sige i løbet af andet halvår 2009 eller første halvår 2010.


Bog med levende billeder i 3-D på markedet inden længe

Teknologien har ændret meget, og nu er det bøgerne, som står for skud. Og nej, denne artikel handler ikke om e-bogen Kindle, som Amazon lancerede med stor succes sidste år, og heller ikke om det første magasin med levende billder, der kom på markedet tidligere på året. For det bliver meget bedre end det.

EyeMagicBook er det seneste skud på stammen inden for nye bogoplevelser. Bogen lader læserne se levende 3-D billeder, og der er for alvor skruet op for den interaktive læseopelevelse. De første bøger EyeMagicBook er målrettet børn, og vil være i handlen i slutningen af 2008.

Se bogen in action her:

28 oktober, 2008

Fra bycykler til bybiler

Ja, ja og atter ja! I Ulm i Tyskland lancerede man for to dage siden konceptet Smart2go, der er bilernes pendant til bycyklen. Bag projektet står Daimler Chrysler, der har sendt 50 Smart Cars på gaden, som 1.000 udvalgte personer i testfasen har adgang til.

Ledige biler er parkerede i særlige parkeringsbåse, der er forbeholdt bybilerne. Vil man køre en bybil, holder man sit kørekort op foran bilen (tyske kørekort har en indbygget chip, der aflæses), og så låser bilen op. Man taster en kode ind, og så starter bilen, og så er det ellers bare at køre derudaf.

Det koster 0,19 € at køre i et minut, 9,90 € for en time og 49,90 € for en dag. Når man afleverer bilen, trækkes beløbet man har kørt for, fra ens konto, og man får tilsendt en elektronisk kvittering.

Smart Cars er miljøvenlige og lette at parkere, og derfor et ideelt køretøj til byen. Og for de mange af os, der ikke vil besværes med at eje eller leje en bil, er der ikke noget bedre, end at have nem og billig adgang til en, lige når man har brug for det. Bybiler til Danmark nu!

27 oktober, 2008

Streetart i ødemarken

De to norske streetartister Dolk og Pøbel har brugt sommeren på Lofoten i Norge, hvor de flyttede deres streetart fra byen til landet.
Det et er der kommet nogle flotte billeder ud af, der står i skarp kontrast til de rolige og landlige omgivelser, de befinder sig i, og som tiltrækker sig mere opmærksomhed end streetart i byen, da de nye værker, ikke er placeret i en billedmættet kontekst som byen.









24 oktober, 2008

Computerspillere er aktive og sociale

Skulle der være forældre, der er bekymrede over deres børns forbrug af computerspil, blandt Dit og Dats læserne, så vil jeg kraftigt opfordre dem til at læse dagens indlæg.

En ny undersøgelse, der er foretaget for IGN Entertainment af Ipsos MediaCT, maner en del af de fordomme til jorden, der er over for den typiske gamer (en person, der spiller computerspil). Ifølge analysen, der baserer på kvalitativt og kvantitativt materiale, så er gamere mere tilbøjelige til at gå på dates, til at dyrke sport og til at være sammen med venner, end folk der ikke spiller computerspil.

Voksne personer, der spiller konsol- eller computerspil, har en højere gennemsnitsindkomst end ikke-gamere. Gamernes gennemsnitsindkomst er på 79.000 dollar om året, mens en ikke-gamers er 54.000 dollar. Gamere er også mere fortrolige med ny teknologi, og er mere tilbøjelige til at købe det, når det lanceres.

Her er nogle af hovedkonklusionerne fra undersøgelsen:

• 55 procent af gamerne, der deltog i undersøgelsen, var gift, 8 procent havde børn
• Gennemsnitsalderen på en ny gamer, der er kommet til inden for de seneste to år, er 32 år
• Mere end 75 procent af gamerne spiller spil enten med venner eller online
• 47 procent af de gamere, der havde familie, mente, at gaming var en god måde for familien at være sammen på
• 37 procent af gamerne oplever, at familie og venner forventer af gameren, at han holder dem opdateret om nye film, tv-shows og nyheder, mens det tal for ikke-gamere er 22 procent
• 39 procent af gamerne oplever, at familie og venner lader det være op til gameren, at holde dem opdateret om ny teknologi
• En gamer tjener i gennemsnit 79.000 dollar om året, en ikke-gamer tjener
i gennemsnit 54.000 dollar
• Gamere går 13 procent oftere i biografen, 11 procent mere til sport og er ni procent mere sammen med venner end ikke-gamere
• Gamere køber oftere ny teknologi og gadgets
• Gamere er flittigere mediekonsumenter end ikke-gamere. Gamere er hver uge fem timer mere på nettet, ser to timers tv mere og lytter til
musik to timer mere end ikke-gamere
• Gamere går dobbelt så ofte på dates som ikke-gamere

... Det er god læsning for mig, der er en flittig gamer. Nu er der Wiikend.

Selvironisk product placement

Vores alle sammens Britney Spears har været nede at skrabe bunden. Hun har kæmpet om rettighederne til sine børn, har skiftet kærester i et frenetisk tempo, hun har været psykisk syg, hun har været forfulgt af paparazzifotografer, hun er blevet latterliggjort efter en optræden på MTV og hun har haft mere end svært ved at håndtere stofferne.
Men nu er Britney tilbage i fin form. Veltrimmet poserer hun i videoen Womanizer, der er den første single fra hendes kommende plade.

En person som Britney er lig bevågenhed, og derfor er det attraktivt for store brands, at blive relateret med hende. Særligt nu, hvor hun har fået styr på tilværelsen igen.

I hendes nye video er det Nokia, der har leveret en god gang product placement – og de har gjort det med et glimt i øjet. Kort inde i videoen flasher Britneys kæreste sin mobiltelefon, hvor kalenderen er åben. Heldigt nok for Nokia falder lyset på telefonen på en måde, så det sølvfarvede Nokia-logo står i skarp kontrast til de sorte omgivelser.

Men det er nu ikke det, der er det morsomme ved videoen. Det er den aftale, der er plottet ind i kærestens kalender.
Efter ca. 28 sekunder, kan man nemlig se, at Britneys kæreste har en aftale klokken 10:15. Og hvad skal Britneys kæreste mon der? Jo hans skal såmænd til Product Placement Meeting. Det kan man da kalde subtil humor.


Mødeaftalen er lidt vanskelig at læse på de klip, der findes på nettet, men anstrenger man sig lidt, går det an. Ellers man jo sætte sig til rette foran MTV eller Boogie, og vente på at videoen der.

Tak til Jakob for tippet.

23 oktober, 2008

Nyt plugin forvandler bannerannoncer til brugerdefineret indhold

En svensk gruppe designstuderende, der kalder sig Papercut, har lavet er projekt for tortilla-producenten Doritos – et projekt, der hvis det bliver mere end en prototype, vil afstedkomme en glædelig forandring på nettet.

Papercut har udviklet et browser-plugin, der identificerer bannerannoncer på hjemmesider, og erstatter dem med indhold, som den enkelte bruger definerer. Væk med blinkende flashreklamer for knive, rejser, pokerhjemmesider osv., og ind med indhold, som er relevant for den enkelte bruger. Det kan være billeder fra ens Flickr-konto, nyheder, ens indboks, videoklip, ens kalender og alt andet hjertet ellers måtte begære

Papercuts plugin er en slags slumrende iGoogle og Netvibes, der vågner op til dåd, hver gang den spotter bannerannoncer.

Som sagt er plugin’et kun en prototype, men ideen er god, og jeg vil være blandt de første til at installere plugin’et, hvis det bliver tilgængeligt på markedet. Indtil da må jeg nøjes med det gratis (og usponsorerede) Adblock Plus.


22 oktober, 2008

Nemme forklaringer på komplekse webfænomener

Der er to gode grunde til at rykke et kvarter ud af kalenderen og se videoerne i denne post.

For det første er de et mønstereksempel på pædagogisk formidling som mange folk i webindustrien godt lære af. Selv når de skal forklare uindviede om teknologier, om løsninger, om hjemmesider osv., slynger de om sig med begreber, der er så dunkle for menigmand, at man omtrent kunne have været forklaringen foruden.

For det andet kan man lære lidt om, hvad en blog egentlig er, hvad Twitter er, hvad RSS er, hvad social media er, hvad wikis er, hvad Google Docs er, hvad social bookmarking er osv. Alt sammen noget de fleste har hørt om, som færre bruger og som få egentlig helt ved, hvad er.

Google Docs:


Social Bookmarking:


Wikis:


Podcasts:


Social Media:


RSS:


Twitter:


Blogs:


Websøgning:

21 oktober, 2008

SearchMe introducerer visuel søgning af musik og streaming af søgeresultaterne

Den visuelle søgemaskine SearchMe har lanceret en ny tjeneste, som jeg på sigt kommer til at bruge, nemlig muligheden for at søge i musik. Det i sig selv er ikke omvæltende, men det smarte ved SerchMes ny tjeneste er, at man kan streame musikken, der dukker op i søgeresultaterne. Musikken der streames, hentes fra Imeem, der er en af den håndfuld hjemmesider, der har licens til at streame musik fra alle de store pladeselskaber.

Tanken bag systemet er godt, dog er udbuddet af musik ikke tilfredsstillende endnu, så der går nok lidt tid, før jeg for alvor kommer til at bruge tjenesten. Måden søgeresultaterne præsenteres på ligner til forveksling coverflow fra iTunes, så det er lige til at gå til.

Man kan sammensætte egne spillelister ud af de sange, man har fundet frem til. En anden god funktion ved SearchMes nye løsning er, at når en sang er spillet færdig, bliver den næste sang i søgeresultatet automatisk afspillet.

20 oktober, 2008

Augmented reality giver intuitive gps'er

Den amerikanske virksomhed Virtual Cable har – ifølge dem selv – opfundet en løsning, der vil revolutionere markedet for gps’er, og løsningen ser da også lovende ud. De har designet et system, hvor en miniprojektor, der er koblet sammen med gps’en, projicerer en rød linje op i forruden af bilen, så det ser som om, den er spændt ud over vejen. Det eneste bilisten skal gøre, er at følge den røde tråd, og så ender man ellers på den adresse, man angav som mål for ens køretur. Mere intuitivt bliver det ikke.

Slut med den generende stemme, som fortæller, om man skal til højre eller venstre, og slut med at fjerne øjnene fra vejen for at se på skærmen til gps’en – en øvelse, der ikke just er fremmede for trafiksikkerheden i øvrigt.

Virtual Cable er et endnu et eksempel på augmented reality, fænomenet hvor der lægges et elektronisk lag ned over virkeligheden.




17 oktober, 2008

Gør din hjemmeside tilgængelig på mobiletelefoner på 2 minutter

Som den årvågne læser måske har bemærket, er der sket en forandring på Dit og Dat siden i går. Der er nemlig kommet en sort/hvid boks ude i højre side. Det er en Dit og Dats qr-kode. Qr-koder er en grafisk repræsentation af en webabdresse, der giver mulighed for, at hente indhold fra en hjemmeside til en mobiltelefon, det vil sige, at man kan få indholdet af Dit og Dat op på sin mobiltelefon, hvis man downloder et simpelt program til den.

Det fungerer på følgende vis: man downloader en qr-kodelæser til sin mobil. Så finder man sin mobil frem (der skal kunne gå på nettet), tager et billede af qr-koden, og så får man indholdet af den hjemmeside, qr-koden refererer til op på sin mobiltelefon.


Qr-koder er ikke videre udbredte i Danmark, men jeg har set TDC, et århusiansk danseteater og Århus festuge bruge dem.
I Japan er de populære på produkter, hvilket er smart i en tid, hvor forbrugerne værdsætter sporbarhed. Qr-koder giver mulighed for at fortælle uanede mængder historier om produktet. H&M bruger dem i Japan, og det samme gør blandt andet Ralph Lauren og McDonalds.

Også i kunstverdenen har man taget koderne til sig. Pet Shop Boys har lavet en musikvideo med qr-koder, der linker til hjemmesider til politiske interesseorganisationer, og i New York lavede en kunstner et hegn, der var en stor qr-kode, hvor man blive ledt videre til andre komponenter af kunstværket, hvis man tog billeder af hegnet.

Vil du have din egen qr-kode til din hjemmeside, så skal du besøge Kaywa:

1: Indtast din webadresse i feltet

2: Vælg hvilken størrelse koden skal have

3: Download koden og kopier embedkoden ind på din hjemmeside

4: Hent en qr-kode læser til mobiltelefonen

5: Så er du i gang


God qr-kodet weekend!


Her er Pet Shop Boys qr-kode video 'Integral'


16 oktober, 2008

(Don't ) Post-it

En af den virale marketings vigtigste begivenheder var, da et par amerikanere, kaldet EepyBird, fandt ud af, at hvis kommer Mentos-pastiller i Cola Light, sprøjter det noget så kradsbørstigt. Selskaberne var kritiske over for videoen, men efter kort tid kunne selskaberne registrere på salget, at der var mange forbrugere, der ville prøve eksperimentet. Salget af Mentos og Cola steg, og Mentos anslog i deres årsregnskab i 2006, at de havde fået gratis reklame for en værdi af ca. 100 mio. dollar på grund af Cola/Mentos-videoen.

Nu er drengene bag Cola/Mentos-videoen tilbage, og denne gang har de kastet deres legesyge over Post-it’s. I en ny video har de brugt urimeligt mange timer på at lave Post-it’s til musetrapper. Det er ganske flot, men alligevel er der bare noget, der ikke spiller.
Hvor Cola/Mentos-videoen var legende, ukalkuleret og fri for spekulation i virale potentialer, så er Post-it-videoen det modsatte. Den har en aura af cost-benefit analyse og spekulation i mediet, som gør, at den uskyld den første film havde, er gået tabt.Det gavner heller ikke deres sag, at de langt fra er de første til at lave virale kampagner, som involverer Post-It’s. I USA har det længe været en trend at dekorere chefens bil med Post-it’s, og så lægge billeder af bilerne ud på nettet.

Den nye Post-it film er et bevis på, at virale film er blevet dagligdag. At det ikke længere er nok, at lave en lidt pudsig film og lægge den på nettet. Alle virksomheder gør det, så vil man have opmærksomhed, bliver man nødt til at præstere noget ekstraordinært, som Nintendo Wii præsterede med Wario Land Shake It-film. Ellers får man ikke forbrugerne til at dele en film med hinanden og til at poste den på hjemmesider og blogs verden over. Så forbrugernes reaktion på den nye Post-it film kan meget vel blive: Don’t Post It.

Post-It filmen


Cola/Mentos-filmen


15 oktober, 2008

Every cup counts: Meningsmåling målt på kaffekopper

7-Eleven er for tredje gang i træk aktør i den amerikanske valgkamp, det er de med kampagnen 7-Election. Køber man coffee to go i en af kædens amerikanske butikker, kan man vælge mellem en blå og en rød kop, og på den måde tilkendegive sit politiske tilhørsforhold. En blå for Obama og en rød for McCain.


Salget af kopper opgøres for hver enkelt stat, og på nationalt niveau. Falder valget ud som salget af kaffekopper, vil Barack Obama vinde valget med 59 procent af stemmerne, og John McCain må nøjes med 41 procent.


Overraskende er det, at Obama pt. ligger foran McCain, i hvert fald i antal solgte kaffekopper, i Texas. Her ligger Obama til 60 procent af stemmerne, mens McCain ligger til 40 procent.

Man må håbe for McCain, at har en trumf i ærmet til nattens debat med Obama, for på landsplan er der kun solgt flest republikanske kaffekopper i tre stater. Aftenens debat bør i øvrigt følges live på Current TV, hvor der er mulighed for, at chatte med andre seere live via Twitter.


7-Eleven har gennemført kampagnen ved de to seneste valg, og her afspejlede fordelingen af solgte kopper meget præcist valgresultatet. I 2000 blev der solgt 51 procent kopper i George Bushs favør og 49 procent i Algores, mens der i 2004 blev solgt 52 procent kopper for Bush og 48 procent kopper til fordel for John Kerry.


Augmented reality på bagsædet af bilen

Så er der mere augmented reality på Dit og Dat. Denne gang er det computerspillet Carcade!, der er tale om. Spillet er udviklet af tre universitetsstuderende i Berlin, og det skal spilles i en bil, mens man kører.

Man monterer et webkamera på bilen, og billederne derfra transmitteres så til en computer i bilen. På skærmen skal man styre et rumskib rundt i det landskab bilen kører i. I landskabet skal man samle små objekter op, og på den måde score point. Et godt eksempel på, hvordan der i fremtiden vil blive lagt et elektronisk lag af information ned over virkeligheden aka augmented reality.


14 oktober, 2008

Fin film om internet og porno

Vi har meget at takke internettet for. Nem adgang til nyheder og informationer, det er nemt at kommunikere med folk, nemt at finde ligesinede, nemt at finde folk man deler intersser med, nemt at finde opskrifter, nemt at finde film, nemt at finde musik, nemt at finde det meste... og ahmmm... nemt at finde porno.

Her er en sød lille film om internettet og porno fra dagens bidrag til Current TV. God fornøjelse:


Lyt til 2. verdenskrig gennem dine knogler

Er man i Dredsen inden den 31. Oktober, bør man lægge vejen forbi en lydinstallationen Touched Echo af kunstneren Markus Kison.

Installationen vækker minder frem fra bombeangrebene af Dredsen i 1945. Man køre høre lyden af
fly, bomber og luftsirener. Udover at værket er en fin anledning til at mindes ofrene, og en god anledning til at reflektere over, hvornår en krig egentlig slutter, så har den også en interessant teknologisk twist.

Lyden kommer nemlig ikke ind i øret via lydbølger, men som små svingninger i knoglerne. Man placerer albuerne på broen installationen er placeret på, og lægger så hænderne til øret. Små lydbølger sendes fra broen til albuerne, gennem knoglerne i armen og op i kraniet, hvor svingningerne skaber små rystelser, der omdannes til lyd. Dermed sluttes man inde i lyden, og der skabes et helt privat rum til refleksion, der ikke generer forbipasserende. Diskret og dramatisk på samme tid.

13 oktober, 2008

Den amerikanske regering skifter Office ud med Google Apps

Så har open source vundet endnu en sejr, og denne gang er det en af de større. Den offentlige administration i Washington dropper Microsoft Excel, Word og Outlook til fordel for Googles gratis alternativer som Google Docs, Gmail og Google Video.

På den måde sparer den amerikanske ministerier 38.000 licenser – penge, der sikkert kan bruges bedre mange andre steder i samfundet.
Google får 500.000 dollar for at gøre systemet klar.

Det er ikke et imponerende beløb, men til gengæld er det et stort tab for Microsoft. Og en sejr for open source.
Google anslår, at ca. 500.000 organisationer benytter sig af Google apps, mens 3.000 nye anslås at komme til hver dag.

via Bloomberg

Udregn din CO2-belastning på mobilen

Vi er efterhånden alle bevidste om, at vi har et ansvar for kloden, og at det ikke ene og alene er op til virksomheder og regeringer at arbejde med at reducere CO2-udslippet. Vi har også et personligt ansvar, men det kan være svært at løfte. For det første er der ikke mange, der har overblik over deres CO2-udslip, og for det andet kan det være svært at vide, hvor man skal sætte ind, hvis man vil gøre en indsats for miljøet.

Vil man have overblik over sin CO2-belastning, kan man købe en af de adskillige CO2-udregnere, der er på markedet. De fungerer efter hensigten, men har en bagdel: man skal huske dem. Huske dem når man handler ind, besøger venner, tager bussen til koncert, skal på ferie osv.

Nu lader det dog til, at der er kommet en løsning på markedet, hvor man som forbruger kan udregne sin CO2-belastning, uden at skulle huske at tage sin udregner med alle steder. Den London-baserede virksomhed Carbon Diem, har lavet en CO2-udregner, man downloader til sin mobiltelefon.

Carbon Diem indsamler via GPS informationer om, hvor mobiltelefonen befinder sig, og ved hvilken hastighed den flytter sig, og den kan udregne, hvordan man transporterer sig ved hjælp af en bevægelsesfølsom censor, der kan identificere forskellige transportmidler. På baggrund af resultaterne beregnes brugerens CO2-udslip fra transport.


Carbon Diem opfordrer brugerne til at sætte mål for at reducere CO2-forbruget ved at sætte personlige mål. Carbon Diem lagrer alle informationer, og man kan dermed let følge med i, om det går den rigtige vej med ens personlige CO2-belastbning. Og som trenden kræver, er der også et socialt værktøj knyttet til Carbon Diem. På selskabets hjemmeside kan Carbon Diem-ejere sammenligne CO2-udslip og resultater af CO2-reducerende initiativer.

10 oktober, 2008

Google og Twitter gør lyttere til deltagere i den politiske debat

Politiske debatter er ofte præget af postulater, det kan være svært at efterprøve som almindelig tilhører. Men internettet har ændret mangt og meget, og selvfølgelig også ændret måden folk opfører sig på under politiske debatter.

Joe Biden og Sarah Palin mødtes
for et par uger siden i en tv-transmitteret debat, og Google har offentliggjort dokumentation for, hvilke ord folk søgte på minut for minut under debatten. Og folk brugte Google flittigt, og det er interessant, at Google har sneget sig ind i folks liv på den måde, og er blevet en art augmented reality, folk bruger til at verificere politikeres udsagn og til at kvalificere egne politiske standpunkter.

Informationerne om, hvad folk søgte på, er et interessant vidensbyrd om, hvordan tilhørerne reagerede på, hvad der blev sagt i debatten. Sarah Palin kaldte flere gange under debatten Joe McCain for en Maverick, og det kunne ses i Googlesøgningerne, hvor der blev søgt på Maverick og ”define: Maverick”. Og da Biden nævnte teokratiet i Iran, resulterede det ligeledes i en eksplosion i søgningerne på teokrati i Google.

Med en horde af vælgere bevæbnede med Google, er det svært for politikere at slippe afsted med løse postulater. Googles statistikker beviser, at moderne vælgere ikke bare lytter til, hvad der bliver sagt, men at vælgerne efterprøver udsagn, og vil have mere klarhed og faste definitioner.

Også Twitter blander sig i den amerikanske valgkamp. Da Current TV transmitterede den seneste debat mellem McCain og Obama, kunne seerne
via Twitter poste kommentarer, der blev vist på skærmen, og dermed nuancere udsagn og tilbagevise eller argumentere imod påstande.
Det er slut med at ligge doven i sofaen og se debatten mellem præsidentkandidaterne, nu skal man aktivt engagere sig i den. Vil du se hvordan det fungerer eller være med, når Current TV transmitterer McCains og Obamas næste møde natten til den 16. oktober, så følg instruktionerne her.


09 oktober, 2008

Google gør alle hjemmesider til sociale netværk

Ligeså meget som jeg elsker de sociale netværk, jeg er medlem af, ligeså meget hader jeg:

• at huske hvilke netværk, jeg er tilmeldt
• at huske mit brugernavn
• at huske mit login

• at få endnu en password-reminder i inboxen

Men nu er tiden med + 20-konti slut, og ikke overraskende er det Google vi skal takke. Google er nemlig i gang med at udvikle tjenesten Google Friend Connect, der gør alle hjemmesider til sociale netværk. Én konto til millioner af sociale netværk. Nemmere bliver det ikke.

Det er selvfølgelig rart som bruger, da man ikke skal huske på alverdens brugernavne og logins, og det er herligt for indehavere af hjemmesider, da de
får helt nye redskaber til at inddrage brugerne, og også basere sidens indhold på brugergenereret indhold. Brugerne kan oploade billeder, bliver venner med hinanden, poste kommentarer og anmeldelser, videoer osv.

Det er let at komme i gang med Friend Conncet. Man melder sin hjemmeside til Friend Conncet, og definerer hvilke funktioner, man ønsker på siden, og så autogenereres en kode, som man kopierer ind i hjemmesidens html. Og vupti, så blev din hjemmeside til et Facebook.


For at få en ordentlig horde brugere til Friend Conncet har Google selvfølgelig arrangeret det sådan, at man, når man opretter sin Friend Connect-konto, kan importere sine venner fra andre sociale netværk, og så invitere dem til at melde sig til Friend Connect.


Sociale netværkssider er ikke længere revolutionerende – brugerne forventer sociale funktioner på hjemmesider. Men Friend Conncet er mindre revolution, da hele nettet potentielt kan blive til sociale websites.
Eneste minus er, at Google – der indrømmet, er forbandet dygtige – nok engang sender en løsning på markedet, der binder folk til sig. Der vil med sikkerhed blive oprettet millioner af Gmail-kontoer, når Friend Connect gives frit. Og så er vejen til Google Docs, Analytics osv ikke lang.

Men trods alt: Tak til Google for Friend Conncent – det er en glimrende ide.
Her er en demonstrationsvideo, der er noget omstændig og lidt for lang. Men det er sjovt at få indblik i, hvad Friend Conncet er og kan:


08 oktober, 2008

Nyt atlas giver nye perspektiver

Bogen Atlas of the Real World udkommer i denne uge, og det er fascinerende læsning. Atlasset inde holder 366 kort, der ikke gengiver verden baseret på areal, men på demografiske fakta.

Man kan f.eks. finde kort over sundhed, fattigdom, alkoholindtag, kernevåben og magtbalance.
Hvilket land har størst fremmøde ved valg? Se kort 14. Hvor lever kvinder længere end mænd? Se kort 289. Og på kort 35 kan man se, hvilke nationer, der flittigst benytter sig af offentlig transport.

Kortet omkring alkoholindtag overrasker. Lille Danmark, der ellers er svær at få øje på på verdenskortet, vokser pludselig, og stik mod mine forventninger skrumper Rusland.

De tankevækkende kort suppleres med statistik og grafer, så man man kan få lidt fakta på den grafiske fremstilling. En ny og spændende måde at se verden på.

Kortet viser antallet af turister, der besøger et land minus antal turister, som rejser ud af det. Vesteuropa tiltrækker 46 procent af alle turister i verden


Her et kort over, hvor der drikkes mest alkohol i verden per indbygger.

Informationer fra 2002 ligger til grund for dette kort, hvor man kan se de otte lande, der menes at have kernefysiske våben.

07 oktober, 2008

Videokonkurrence sætter fokus på hungersnød

The World Food Programme afholder for tiden en konkurrence, hvor man sætter fokus på hungersnød. Deltagerne i konkurrencen har indsendt videoer, der på forskellig vis retter fokus på problemet. Den video, som er blevet set flest gange, når konkurrencen udløber den 16. oktober, bliver udråbt som vinder.

Præmien til vinderen er endnu en opgave. Vinderen får nemlig finansieret et længere videoprojekt, hvor han eller hun skal dokumentere en af The World Food Programmes aktiviteter i Asien, Afrika eller Sydamerika.

De fem videoer, der er nået til finalen, er alle omkring et minut lange, og de angriber temaet fra forskellige vinkler. Nogle er dystre og alvorlige, andre mere lette i tonen.

Og hvis du tror, at det er en bekostelig affære, at løse hungersnødsproblemet, så tag til efterretning, at det i Jimena Gamios finalevideo oplyses, at det vil koste ca. 3 mia. dollar at løse det globale hungersnødsproblem. Penge det bør være overkommeligt at finde.
F.eks. har man i USA just afsat 700 mia. dollar til at lægge en dæmper på den globale finanskrise, og Femernforbindelsen mellem Danmark og Tyskland forventes at koste ca. 35 mia. kroner, hvilket svarer til 6,5 mia. dollar. Det er alt sammen et spørgsmål om prioritering.


Se de fem finalister i The World Food Programmes konkurrence her:










06 oktober, 2008

Den tænkende mands Youtube

En af de store kvaliteter ved nettet er mængden af tilgængelig information. Men det er samtidig også en af nettets svagheder, at informationerne er for mange og for uorganiserede. Derfor hilser jeg altid sider velkomne, der agerer filter for mig.

En side jeg har benyttet på det seneste er Fora.tv. Lidt forenklet sagt så er Fora den tænkende mands pendant til Youtube. Så hvis du er til oplæg, taler, paneldiskussioner, debatter og interviews om relevante globale spørgsmål, så er Fora noget for dig.
Der er megen fokus på politik, men er man interesseret i business, sport, teknologi, videnskab og kultur, er der også meget godt at finde på Fora.

Søgefunktionerne er glimrende, og der er rig mulighed for tilpasning af siden til den enkelte bruger (f.eks. kan man oprette sine egne ThinkTanks), og der er også mulighed for åben debat knyttet til hver enkel video.

Fora.tv skræller al den Youtubeske ligegyldighed og selvudlevering bort, og sætter fokus på relevans og indhold, og er derfor en glimrende ressource, hvis der er emner man gerne vil vide mere om.







Interaktivt billboard: Test om du hører for høj musik

Her er en fin reklame fra New Zealand. Reklamen er lavet af DDB, og er en del af en årlig kampagne, hvor staten i New Zealand sætter fokus på hørehæmning og døves vilkår.

Reklamen er en test-station, hvor man kan få svar på, om man har skruet for højt op for sin MP3-afspiller. På plakaten er der afbilledet et øre. Man sætter sin hovedtelefon ind i øret, og er lydniveauet ok, lyser øret grønt, mens det lyser rødt, hvis man har skruet så højt op, at det er skadeligt for øret.

Ideen er god, da det sikkert er de færreste der ved, hvor grænsen mellem et skadeligt og et ikke skadeligt lydniveau går. Nu mangler vi kun, at der der bygges en tilsvarende funktion ind i MP3-afspillere, så man kan teste lydniveuaet i den afspiller musikken kommer fra.

05 oktober, 2008

Præsidentkandidater i kung-fu kamp

Kampsportsspil og politik kan være aldeles søvndyssende og fantastisk underholdende. Kombinationen af de to efterlader dog ingen tvivl: det er benhård underholdning!

Det er spillet Kung-Fu Election et bevis på. Her kan man vælge sin favoritkandidat fra det amerikanske præsidentvalg, og så ellers nedkæmpe modstanderne i bedste Mortal Combat-stil. Er man demokrat, kan man vælge mellem Barack og Michelle Obama og Joseph Biden. Republikanere kan vælge mellem Cindy og John McCain og Sarah Palin.
Man kæmper til døden, og i den forstand er der ikke meget respekt for modstanderen. Kampene er faktisk ganske underholdende, og spillet kører fint.

Og et godt råd til jer, der skal til at spille: I bør ikke undervurdere Sarah Palin, for i spillet betyder udenrigspolitisk erfaring ikke det store. Kampene foregår på en meget afgrænset og i den forstand lokal scene, og i den slags små og overskuelige kulisser, gør fru Palin sig ganske godt. Ikke overraskende er hun bevæbnet med en hockeystav.

God fornøjelse!
Easily bookmark and share your links.